Facebook Image
   

Navigation  

   

Hjælp om..  

   

GTranslate  

   

Hvem er online?  

Vi har 5 gæster og ingen medlemmer online

   

Login Form  

   
   
Fejl

Fysioterapi

Brugervurdering:  / 3
DårligBedst 
Details
Bookmark and Share

Fysioterapi

Ved NF 1 opstår der ofte smerter og muskelspændinger, ligesom mange også har problemer med svage muskler. Fysioterapi og regelmæssig fysisk træning er derfor i de fleste tilfælde nødvendigt livet igennem. Vi har i 2008 fået genindført vederlagsfri fysioterapi for både børn og voksne med NF. Se sundhedsstyrelsens vejledning om adgang til vederlagsfri fysioterapi på www.sst.dk for de til en hver tid gældende regler. Henvisning til vederlagsfri fysioterapi foregår via egen læge.

Hvis der er tale om børn, er det hensigtsmæssigt, hvis det er en specialuddannet børnefysioterapeut, der varetager undersøgelse, behandling og den vigtige råd­givning og vejledning, der bør være omkring et barn med NF1.

Problemer hos børn:

Der er ofte problemer med grov - og finmotoriske aktiviteter. Mange ruller, kravler, står og går noget senere end gennemsnittet. Nogle har problemer med at løbe, hinke og svømme. Nogle har en usikker rumlig opfattelse og problemer med koordination og balance. Det kan være svært at lære sammensatte motori­ske handlinger som f.eks. cykling. Gymnastik og boldspil kan også opleves som vanskelige, hvorfor barnet måske vil trække sig fra disse aktiviteter.

Hos børn med NF1 ses en øget forekomst af lignende symptomer som ved ADHD, Attention Deficit/Hyperactivity Disorder, det vil sige forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsitivitet – en diagnose tidligere kendt som DAMP, Deficits in Attention, Motorcontrol and Perception, dvs. funktionsfor­styrrelse med hensyn til opmærksomhed, motorik, opfattelse og bearbejdning via sanserne. Se evt. www.adhd.dk for mere information herom. Sansemæssigt kan der være tale om forstyrret følesans, muskel- og ledsans, syns- og høresans. Dette kan så medføre, at barnet fejlfortolker infor­mationer fra sin krop og derfor kan reagere uhensigtsmæssigt på stimuli.

Finmotorikken kan være svag og aktiviteterne præget af dårlig øje- og håndko­ordination, f.eks brug af blyant, der kan evt. være problemer med at binde sine sko, samle en perle op, knappe knapper op og i, skrive, tegne, sy og strikke.

Den sansemotoriske træning bør tilrettelægges og udføres af en børnefysiotera­peut ud fra en grundig sansemotorisk undersøgelse. Hvilken der benyttes, er afhængig af barnets alder.

Sideløbende med dette skal der foregå et tæt samarbejde med forældre, pæda­gog, lærer m.fl. Der skal ydes den nødvendige rådgivning i hverdagen, så der kan tages hensyn til det enkelte barns særlige behov. Dermed kan man forebyg­ge senere udviklingsproblemer. Det er vigtigt, at træningen og den daglige sti­mulation starter så tidligt som muligt i barnets liv.

Barnet skal igennem hele sin opvækst motiveres til så megen fysisk aktivitet som muligt. Samtidig skal man dog være opmærksom på, at nogle børn hurtigt bliver både fysisk og psykisk trætte, hvilket kan begrænse deres udfoldelsesmu­ligheder. Det er derfor vigtigt at tilrettelægge de fysiske aktiviteter så de er moti­verende for barnet. Af fritidsaktiviteter er der bla. gode erfaringer med svømning og ridning. Her kan også nævnes ridefysioterapi, som dog kun i visse tilfælde er omfattet reglerne om vederlagsfri fysioterapi.

Op gennem hele barnets opvækst kan der være behov for hjælpemidler til afhjælpning af fysiske og motoriske problemer. I forbindelse med ansøgning om et hjælpemiddel kan børnefysioterapeuten være behjælpelig med en funktions­beskrivelse af barnet og dets aktuelle behov.

Arbejdsstillinger, herunder bl.a. siddestilling, bør jævnligt tjekkes og bord og stol reguleres efter behov. Her kan der blive tale om at ansøge om specielt udfor­met bord og stol som personligt hjælpemiddel (se sociallovgivningen).

Børnefysioterapeuten bør desuden være opmærksom på om ryggen er skæv eller stiv. Hun skal se, om der er problemer med fødderne i form platfodethed eller ekstra stor hulfod. Hun skal undersøge om muskulaturen er slap, stram eller/og om den virker øm ved berøring.

Voksne:

For voksne er behovene for fysioterapi meget forskellige. Der kan være tale om styrketræning af ryggen, dels en forebyggende træning og dels for at afhjælpe gener for personer med skæve rygge.

Træningen kan også være nødvendig for at løse op for stramme muskler, som er hyppigt forekommende, især i skulder og nakkeregionen, og som ofte giver anledningen til hovedpine.

Der kan også være brug for at løsne op for musklerne i benene, hvis vi tænker på kørestolsbruger. Det er vigtigt, at den voksne er opmærksom på sin krop og sine behov for fysioterapi, så gener og smerter ikke fylder for meget i dagligdagen. For enkelte kan et besøg hos fysioterapeuten blive et livslangt, men gavnligt følgeskab. 

   

Arrangementer  

   

Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)

© 2017 - NF-Danmark * Strynøvej 25 * Hammerum * 7400 Herning * CVR 13 03 55 98 * TLF 45 41 15 80 / 20 11 64 20 (begge efter 16.00)