Referat fra Netværksweekend og Årsmøde 2025
Den 7.-9. marts 2025 afholdt NF Danmark årets netværksweekend og årsmøde med deltagelse af medlemmer fra hele landet. Weekenden bød som altid på et stærkt fællesskab, relevant viden og inspirerende oplæg – alt sammen i rammer, der skabte plads til både refleksion og hygge.
[Br]
Fredag begyndte med ankomst og velkomst, hvor der var gensynsglæde og introduktion til nye deltagere. Dagen bød på oplæg fra Alexion Pharmaceuticals, som fortalte om deres samarbejde med patientforeninger. Senere gav bestyrelsen et spændende indblik i, hvordan NF Danmark kan øge sin synlighed og finansiering gennem forskellige indtægtskilder. Dagen sluttede af med uformelt samvær og mulighed for at knytte nye bånd på tværs af grupper og aldre.
[Br]
Lørdag var fuld af fagligt indhold. Første oplæg kom fra Michael Wichmann Pedersen, der fortalte om psykisk sårbarhed – herunder stress, angst og depression – og hvordan man kan arbejde med det i hverdagen. Dernæst fulgte Lisbet Snede, som delte erfaringer og værktøjer til at håndtere træthed (fatigue) og finde balance i et liv med kronisk sygdom.
Efter frokost blev deltagerne opdelt i mindre grupper med fokus på forskellige emner: teambuilding og trivsel, NF-familiers behov og identitet samt gode råd til hverdagen. Her var der mulighed for at dele egne erfaringer og få ny viden. I mens deltog ungdomsgruppen i deres eget særskilte program, som blandt andet bød på en tur på Bridgewalking.
Om aftenen samledes alle igen til middag og en festlig koncert med Mikkel Ørligur, som sørgede for en stemningsfuld afslutning på dagen.
[Br]
Søndag blev weekenden rundet af med oplæg fra Cecilie Ejerskov og Gustav From om et nyt forskningsprojekt i samarbejde med Rigshospitalet, som undersøger, hvordan stamceller kan bidrage til behandlingen af NF. Derefter fulgte NF Danmarks generalforsamling, hvor der blev gjort status over foreningens aktiviteter og drøftet planer for fremtiden.
Weekenden blev endnu en gang et bevis på værdien af fællesskab, vidensdeling og mødet mellem mennesker, der deler erfaringer og ønsker at gøre en forskel. Tak til alle, der deltog og bidrog!