Rasmus: Livet – udfordringerne og NF

“Jeg har lært, at jeg har mine begrænsninger”

Mit navn er Rasmus Findshøj. Jeg er 32 år gammel, født og opvokset i Slagelse, hvor jeg har levet størstedelen af mit liv. Har arvet NF1 efter min far. Derudover har min bror og søster også NF. Har næsten altid vidst, at jeg havde NF, men i over halvdelen af mit liv, har jeg kun troet, det var en hudsygdom. Vores praktiserende læge samt Slagelse Centralsygehus havde simpelthen ikke større viden omkring NF, end vi selv havde, og Vestsjællands Amt ville ikke visiterere os til Riget.

I børnehaven havde jeg ingen komplikationer med min NF. Jeg havde det godt og hyggede mig med de andre børn. Jeg var vidst lidt hidsig, men det er børn jo en gang i mellem.

Børnehaven sluttede og folkeskolen startede. Jeg elskede skolen, det var dejligt, spændende, lærerigt og nyt. Samtidig havde jeg jo mine ”venner” med fra børnehaven i skolen. Elskede at lære noget nyt og være med i klassen. Jeg havde styr på opgaverne.

Men med den stigende alder, steg også problemerne gennem folkeskolen, og de små drillerier blev med tiden til mobning, som også blev værre gennem årene. Som mobningen steg, faldt selvværdet og evnen til at omgås socialt, hvilket styrkede mobbernes evne til yderligere mobning. Samtidig med at mobning foregik i frikvartererne, fokuserede jeg mere og mere på selve indlæringen og lektierne, hvilket åbenbart gav mobberne en ekstra grund til mobningen, og den onde cirkel var nu for alvor startet.

Omkring 7. – 8. klasse blev det besluttet efter flere år med talepædagog og årlige besøg på ”Tale-instituttet” i Hellerup, at jeg skulle opereres for mit medfødte taleproblem, der skyldes NF. Kort fortalt skyldes mit taleproblem, at jeg har en svag gane, der ikke lukker helt til i halsen og dermed lukker luft ud gennem næsen i stedet for munden. Dette kaldes ”Åben snøvl”. Hvorom alting er, blev jeg indlagt på Riget søndag aften efter en familiefødselsdag – hvor jeg havde spist ekstra meget, da jeg skulle faste fra søndag nat. Blev indlagt på 6. eller 7. sal med verdens bedste udsigt – til ”PARKEN” (FCK’s hjemmebane). Mandag efter frokost blev jeg kørt til operationsstuen i kælderen, hvor en meget venlig og rar udenlandsk læge tog imod mig og udførte et tilsyneladende godt stykke arbejde. Jeg vågnede om aftenen – var svimmel, træt og utilpas. Dagen efter begyndte en måned uden normal kost, hvilket skulle vise sig, at blive hårdt. Tabte mig 3 – 4 kg. på den uge jeg var indlagt på ”Riget”. Som hævelse faldt, faldt min udtalelse tilbage til det gamle, desværre.

Et skoleskift ugen før påske i 8. klasse, skulle vise sig, at have en lille effekt på mobningen. Resten af 8. var godt, men i 9. faldt det lidt tilbage til det gamle, dog var det nemmere at gå i skole, da der nu trods alt var venner.

Et nyt kapitel af mit liv

Teltpløkkerne blev hevet op og sat ned igen i Høng, hvor jeg startede på efterskole. Det skulle hurtigt vise sig at være det, der skulle ændre mit liv og bringe mig på rette kurs. Gennem året på efterskolen var der dog små stridigheder, men sammenlignet med folkeskolen var det jo ingenting. Derudover var der den store glæde, som skolen og alle de gode mennesker gav mig. Jeg ændrede mig, blev mere positiv og fik større selvværd. Karaktermæssigt gik det også fremad. Utroligt så meget et år på en efterskole kan ændre ens liv.

En helt ny person

Efter efterskolen fortsatte jeg på Høng Gymnasium på kostafdelingen, og det gjorde et nyt liv også. I gennem årene skete der flere forskellige ting, der skulle vise jeg at ændre mit liv radikalt – både af positive og triste ting. Af de negative ting kan nævnes tabet af min morfar og min bedste ven inden for 2 måneder i 2. g., hvilket tog hårdt på mig, men også lidt lysten til skole. Min NF viste igen klør, og i takt med at sværhedsgraden steg, faldt koncentrationsevnen og overskuddet. Måske skyldtes det også lidt, at lysten til skolen faldt, det var ikke så sjovt som tidligere. 

Til gengæld oplevede jeg glæden ved rigtige venner i mine år på gymnasiet. Fandt hurtigt nogle fantastiske mennesker, der bare var der – uanset NF eller ej, og som fuldt ud accepterede mig og min sygdom. Der gik dog tid før, de fik af vide, hvad det helt præcist var, der var ”galt” med mig. At jeg så boede på skolen, ligesom de fleste af mine venner, gjorde kun, at man endnu hurtigere oprettede gode og stærke venskabsbånd, fordi man både så hinanden i skolen, til måltiderne og i fritiden, næsten hele døgnet.

Om gymnasiet kan man kort og generelt siges, at det har mere eller mindre gjort mig til den jeg er i dag. Det ikke kun ændrede mig, men reddede mig.

Det voksne liv

Efter gymnasiet var planen et sabbatår og tjene nogle gode penge. Det skulle vise sig at blive helt anderledes, for efter nogle måneder i Netto og på kontanthjælp startede jeg på Handelsskole i Odense, hvor jeg tog HGS (Handelsskolernes Grunduddannelse for Studenter), som er et 12 ugers suppleringsforløb, der bygges ovenpå ens gymnasiale/HF eksamen. Pendlede frem og tilbage hverdag, sluttede med mine bedste karakterer nogensinde og skolens Flidspræmie/Kammeratskabs-pris, hvilket øgede glæden og selvtilliden.

Nu skulle der søges elevplads inden for handel – helst indenfor bilbranchen – og kom da også til samtale hos ”Ford Motor Company – Danmark” og Peugeot Odense, dog uden elevplads. Efterfølgende fik jeg positive tilbagemeldinger fra flere større virksomheder i København, bl.a.: HTH, F.O.A, GEA (dansk virksomhed der producerer klimaanlæg til svinefarme), Louis Poulsen i Tølløse med flere. Dog valgte jeg en helt anden branche og en plads i Slagelse, og nu er jeg elev i TøjEksperten, hvor jeg indtil videre er glad for at være og ser frem til at skulle være der de næste par år – med gode kollegaer. Elevpladsen var også hurtigt min – 2 uger efter ansøgningen var sendt, var kontrakten underskrevet, og jeg var i gang.

Hvad har jeg så lært gennem mine år med NF? – Jo jeg har lært, jeg har mine begrænsninger, og at jeg ikke altid kan lige så meget, som jeg gerne vil. Jeg har lært, at jeg skal blive bedre til at prioritere, og så kun gøre de ting jeg ved, jeg kan overskue. Så jeg har valgt at se på min ”begrænsede overskudsevne” som noget positivt, fordi så ved jeg, at jeg ikke presser mig selv for meget.

Dette er ikke kun en fortælling om mig og mit liv med NF, men også en opfordring til folk, der kan have svært ved at overskue deres hverdag. Find ud af hvor din begrænsning går, og hvad du kan klare. Når du så ved det, så lev efter det, det gør livet nemmere og mere overskueligt. Der er ingen skam i at sige ”nej tak” til noget, hvis man ved, man alligevel ikke kan magte det.